Top menu

Sådan skabte Star VVS et fællesskab om organisering

Dato: 03/02-2025
3624

Jan Jensen på 53 år er tillidsrepræsentant ved firmaet Star VVS i Esbjerg. Her kan du høre om, hvordan det lykkedes dem at opnå en organiseringsprocent nær 100%, og om hvordan de har formået at skabe et sammenhold omkring organisering.

Jan Jensen, TR ved Star VVS i Esbjerg - privat billede

Tekst: Oscar Sejr, Studentermedhjælper - Journalist

Høj organiseringsprocent

Star VVS er et af de VVS-firmaer, som har en god organiseringsprocent. Ifølge Jan Jensen er det stort set alle de ansatte i firmaet, der er organiseret:

"Jeg vil sige, at vi nok har en organiseringsprocent på omkring 98%, hvis ikke 100% nu. Det er endelig lykkedes for os, efter et par års kamp, at få alle, eller stort set alle, organiseret i virksomheden," siger tillidsrepræsentanten.

Jan Jensen fortæller også, at årsagen til, at de netop er så godt organiseret i Star VVS, er, fordi de er gode til at informere hinanden om, hvad det vil sige at være med i en fagforening, og hvad fællesskabet indebærer:

"Jeg har prikket til mine kollegaer sådan lidt hist og pist, og de har så prikket til de andre og fortalt dem om, hvad det vil sige at være med i et fagligt fællesskab, og hvorfor det er en god idé," siger han.

Lokalaftale

Ud over at være godt organiseret er det også lykkedes for Star VVS i Esbjerg at indgå en lokalaftale. Ifølge Jan Jensen har netop det, at de er så godt organiseret, været medvirkende til, at de har fået landet en god aftale:

"Jeg tror helt klart, at grunden til, at vi har fået landet så god en lokalaftale, er, fordi vi er godt organiseret. Vi har formået at få skabt et fagligt fællesskab, hvor vi også kan drøfte, hvilke krav vi vil have igennem," siger Jan Jensen.

Hvorfor skal andre organisere sig?

Til slut har Jan Jensen en kommentar til, hvorfor det er vigtigt, at andre også bliver en del af en fagforening:

"Jeg synes, det er vigtigt, at vi passer på den model, vi har i Danmark. Jeg tror, der er rigtigt mange, der glemmer, hvor de goder, vi har, kommer fra. Det er fagforeningen, der har været med til at kæmpe for disse goder, og det er derfor vigtigt at bakke op om det," afslutter han.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.