Top menu

Vi skal satse på grøn gas

Formanden har ordet
Dato: 31/01-2025
3622

Tidligere på måneden kunne blandt andet Ekstra Bladet berette, at danskerne ’Blæser på regeringen: Gas storhitter’. 4200 danskere fik nemlig sidste år installeret nye gasfyr, hvilket er en stigning på 400 i forhold til 2023. Og DR kunne fortælle om Nilas Simonsen, der har fået et nyt gasfyr, fordi udsigten til fjernvarme er uklar – og et gasfyr en markant mindre investering end en varmepumpe.

Det er selvom regeringen og flere af Folketingets partier i 2022 vedtog, at der fra 2035 ikke længere skal være boliger, der opvarmes med gas.

Men måske skal vi i virkeligheden trække lidt i håndbremsen, når det kommer til udfasningen af private gasfyr.

For gas behøver ikke være sort, det kan faktisk også være grønt, hvis vi fokuserer på at få smæk på biogassen. Biogas bliver produceret på blandt andet husdyrgødning, madaffald, halm og restprodukter fra landbrug og industri. Når biogas betragtes som CO2-neutralt, er det fordi udledningen af CO2 fra særlig husdyrgødning sker under alle omstændigheder, genbrugt til energi eller ej.

Sagt på almindeligt dansk. Så længe vi har et landbrug med grise, kører og høns, så kan vi lige så godt genbruge restprodukterne til at lave grøn gas af. Andet ville være dumt, for CO2-aftrykket er det samme.

Energistyrelsens egne tal viser da også, at biogas udgjorde næsten 40 pct. af gassen i det danske gassystem i 2023, og at de forventer, at biometan udgør 100 pct. allerede i 2030.

Når vi samtidig kan se, at danskerne faktisk vælger gasfyr, så er det måske ikke helt dumt at fokusere på grøn gas fremfor en udfasning. I hvert fald så længe, vi har det landbrug, vi nu engang har. Vi har også allerede et gassystem bestående af 18.300 kilometer rør.  Og danskerne har tydeligvis et økonomisk incitament til at vælge et gasfyr fremfor en varmepumpe, nu hvor energikrisen ikke længere raser.

Det betyder ikke, at vi skal slække på udrulningen af fjernvarme, eller den grønne omstilling i det hele taget. Men omstillingen skal selvfølgelig ske i lyset af den situation, vi er i. Og når udledningen af CO2 alligevel sker, så er der kun sund fornuft i at genbruge det til energi.

Det kan kræve nogle investeringer i tilbageførselsanlæg, der flytter biogassen fra, hvor den bliver produceret til, hvor den skal forbruges. Men investeringen er det værd, når det handler om, at vi i Danmark når i mål med at blive CO2-neutrale. Det flugter samtidig godt med, at vi i Danmark sigter mod en forsyning, hvor vi er uafhængige af andre lande. Hvilket kun er blevet vigtigere i en urolig global verden med USA, Kina og Rusland.

Lad os omlægge gassen til at være grøn, i stedet for at udfase de private gasfyr! I hvert fald så længe situation er, som den er i dag.

 

Debatindlægget er oprindeligt bragt på energiwatch.dk d. 30/1 - 25

https://energiwatch.dk/Energinyt/biogas/article17856186.ece

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.