Top menu

Benjamin vinder blikkenslager-konkurrence: "Der mangler fokus på vores speciale"

Dato: 17/01-2025
Tags: Uddannelse
3601

For første gang har Craft Nation afholdt en konkurrence for blikkenslager-lærlinge. Hovedformålet har været at skabe opmærksomhed på faget.

Benjamin Steen Henriksen viser sit diplom frem her sammen med sin mester Anderes Tybo.
Tekst
Maja Skov Vang

Artiklen kort

  • Craft Nation, der er et samarbejde mellem fire erhvervsskoler, har for første gang holdt en konkurrence udelukkende for blikkenslagerlærlinge
  • Formålet er at skabe opmærksomhed på faget.
  • Den 12-årige blikkenslagerlærling, Benjamin Steen Henriksen, vandt konkurrencen for deltagerne på Hovedforløb 4.

Dagen derpå er Benjamin Steen Henriksen ualmindeligt glad. Han har nemlig vundet Craft Nations konkurrence for blikkenslagere på Techcollege.

- Det gik jo supergodt. Jeg var meget nervøs op til konkurrencen. Man vil jo altid gerne yde sit bedste, lyder det tilfreds fra den 21-årige lærling, der i konkurrencen skulle lave en falset skorstensinddækning på et falset zink tag.

Det er første gang Craft Nation, der er et partnerskab mellem de fire erhvervsskoler Techcollege, Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier, Syddansk Erhvervsskole og Roskilde Tekniske Skole, afholder konkurrencen.

Forskellige metoder

Det var Benjamins lærer, der opfordrede ham til at deltage i konkurrencen. Selvom det har været hårdt, har det også været det hele værd.

- Vi havde rigtigt travlt, vi skulle lave, hvad der svarede til en svendeprøve, som man har syv dage til, på bare to en halv dag. Men det har været vildt sjovt. Jeg har snakket meget med lærlingene fra de andre årgange fra min skole undervejs. Jeg synes, også det var lærerigt.

"Jeg synes, der mangler fokus på blikkenslagerspecialet.
Benjamin Steen Henriksen, lærling og vinder i Craft Nations blikkenslager-konkurrence

Der blev konkurreret i fire discipliner med en fra hver af de fire skoler fra henholdsvis H1, H2, H3, H4.

- Det har været interessant at se, at selvom vi fik den samme opgave, så havde vi forskellige metoder at løse opgaven på, alt efter hvilken skole vi var fra.

Jesper Holm, der er faglærer på skolen, er overrasket over det gode samarbejde mellem konkurrenterne: 

- Niveauet er rigtig højt. Jeg er imponeret over de dygtige, unge lærlinge. Det har været interessant at se, hvor gode deltagerne også er til at hjælpe hinanden

Fokus på faget

Men det er ikke kun for at styrke sammenholdet, at konkurrencen er blevet holdt

- Formålet er at sætte fokus på blikkenslagerspecialet. Hvis alt forløber som det skal, og vi får gode tilbagemeldinger fra lærlingene, så vil vi gerne udvide konkurrencen til alle skolerne, siger Jesper Holm, der er faglærer på Techcollege.

Det er Benjamin enig i: 

- Jeg synes, der mangler fokus på blikkenslagerspecialet. De fleste andre håndværksfag er med til Skills. Det mangler vi. Vi er et fag, der udsmykker og laver pænt. Det er oplagt til en konkurrence. Derfor håber jeg også, at Craft Nation vil holde konkurrencen til næste år og invitere alle de andre skoler, der har blikkenslagerspecialet med til at deltage.

Benjamin fik udover et diplom også en masse værktøj, blandt andet en boremaskine og skruemaskine og en del arbejdstøj. Det får han gavn af, da han netop har haft sidste dag som lærling. Nu starter hverdagen hos Tybo Blik og Montage, hvor han også har fået job.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.