Cihat Döner, der er Blik- og Rørarbejderforbundets jurist, svarer på, hvilke rettigheder du har, hvis virksomheden ophæve din uddannelsesaftale.

Artiklen kort
- Har virksomheden ophævet din uddannelsesaftale, så har du rent faktisk nogle rettigheder.
- Arbejdsgiver kan kun ophæve en uddannelsesaftale lovligt, hvis du har væsentligt misligholdt dit arbejde.
- Hvis du oplever at din uddannelsesaftale ophæve, så skal du kontakte din kreds.
Det er en alvorlig situation, hvis din arbejdsgiver uberettiget ophæver din uddannelsesaftale. Vi vil gerne sikre, at du kender dine rettigheder og ved, hvad du kan gøre, hvis det skulle ske.
Erhvervsuddannelsesloven og arbejdsretlig betydning
I henhold til Erhvervsuddannelsesloven kan en arbejdsgiver kun ophæve en uddannelsesaftale lovligt, hvis der er tale om en væsentlig misligholdelse fra din side jf. lovens § 61, eller hvis begge parter er enige om at ophæve aftalen. Hvis din arbejdsgiver ophæver din aftale uden en sådan lovlig grund, anses det som en uberettiget ophævelse, der i arbejdsretlig sammenhæng sidestilles med bortvisning som sanktion. Det betyder, at arbejdsgiveren skal kunne dokumentere, at du har misligholdt dine forpligtelser alvorligt, før de kan ophæve aftalen.
Rette procedurer ved ophævelse
Hvis du bliver mødt med en uberettiget ophævelse af din uddannelsesaftale, kan du have krav på en godtgørelse som kompensation for den uberettigede ophævelse. Det er vigtigt at reagere hurtigt og få sagen vurderet korrekt.
Hvad skal du gøre?
Hvis du oplever, at din arbejdsgiver ophæver din uddannelsesaftale uden lovlig grund, skal du straks kontakte din lokale kreds. Vi kan hjælpe med at få din sag bragt videre, og vi vil arbejde på at sikre, at dine rettigheder bliver beskyttet.
Lærlingemøder og støtte
Vi afholder hver måned lærlingemøder med TEKNIQ Arbejdsgiverne og de involverede arbejdsgivere, hvor vi forhandler og arbejder på at sikre dine rettigheder. Husk, at du altid kan få hjælp ved at kontakte din lokale kreds og få din sag indbragt.