Top menu

Arbejdskriminalitet – den indre fjende

Formanden har ordet
Dato: 02/01-2025
3569

Verden er blevet et mere usikkert sted. Det kan der næppe være tvivl om. Og derfor giver det også mening, at de europæiske lande investerer mere i forsvar og egen sikkerhed.

Men vi skal også huske på at investere endnu mere i det, vi forvarer: Demokrati og en fast tro på, at alle er lige meget værd.

Demokratiet har det godt i Danmark – bedre end i langt de fleste lande i verden. Ja, vi har ligefrem et samfund, hvor vi har stor tillid til hinanden og tillid til myndighederne.

Men når jeg ser på de mange sager om social dumping på især danske byggepladser og i restaurations- og servicebranchen ser jeg en fjende, som måske ikke er lige så mægtig som den ydre fjende, men lige nu gnaver endnu mere af vores fællesskab. En fjende af alt, hvad der er dansk, og som ikke – lige som de fleste af os – tror på, at alle skal behandles lige. Udenlandske bagmænd fifler nemlig i stigende omfang med skat og moms og behandler deres arbejdere som undermennesker – med lav løn og underbetaling.

Hvis det får lov til at forsætte, bliver udenlandske arbejdere ikke bare snydt, fællesskabet bliver også frontalt angrebet. For danske lønmodtageres vilkår presses også af systematisk social dumping. Og dermed er det også et angreb på den danske model. På retsstat og ordentlighed.

Derfor er der også grund til at opruste her i landet på det danske arbejdsmarked inden det er jungleloven, der tager over. I dag er det alt for let at snyde fællesskaber. Alt for let at underbetale. Alt for let at udsætte mennesker for fare på arbejdet.

Vi i fagbevægelsen skal nok tage os af at tegne overenskomst, Men myndighederne er nødt til at investere mere i kontrol og skærpe straffen for social dumping og arbejdskriminalitet. Lige nu er danske byggepladser et eldorado for tvivlsomme udenlandske bagmænd.

Det skal stoppe! Og det burde være en topprioritet for regering og Folketing. For arbejdskriminalitet udgør en kæmpe trussel. Lige nu her i Danmark. Ikke bare på arbejdsmarkedet. Men mod alt det vi tror på og har kært.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.