En række faglige ungdomsorganisationer – heriblandt Blik og Rør Ungdom – er gået sammen om at stifte Lærlingeoprøret som forening. Efter et kort stiftende årsmøde blev der afholdt en reception, hvor stiftelsen af Lærlingeoprøret som forening blev fejret.
- Den 11. december tog Lærlingeoprøret det næste skridt på rejsen og stiftede Lærlingeoprøret som forening. Med eget CVR-nummer, egne vedtægter og egen bestyrelse. På det stiftende årsmøde blev der valgt en bestyrelse, der udgøres af en talsperson og en repræsentant fra hver af de otte medlemsorganisationer.
- Medlemsorganisationerne er Blik og Rør Ungdom, Metal Ungdom, 3F Ungdom, Dansk El-Forbund Ungdom, Fødevareforbundet NNF Ungdom, HK Ungdom, Malerforbundet Ungdom og FH Ungdom.
- Fra Blik og Rør Ungdom blev Nicolai Krølbøll valgt til bestyrelsen i Lærlingeoprøret. Han er nyudlært VVS-installationstekniker, ansat i Bravida og formand i Blik og Rør Ungdom.
"Lærlingeoprøret er ikke – og må aldrig blive – sådan et klynkekorstog, hvor vi går rundt med bøjet nakke og har ondt af os selv. Vi skal ranke ryggen. For mig og Blik og Rør Ungdom er Lærlingeoprøret først og fremmest en kamp for den faglige stolthed"
Nicolai Krølbøll, formand i Blik og Rør Ungdom
Om Lærlingeoprøret:
- Det startede som et spontant oprør – fra lærlinge og elever i hele landet. I foråret 2022 brød Lærlingeoprøret gennem lydmuren og ramte forsiden af Politiken. Et opråb til politikerne, journalisterne i Mediedanmark, uddannelsessektoren, fagbevægelsen, virksomhederne og arbejdsgiverne – ja, faktisk et opråb til hele samfundet, der gav genklang.
- Lærlingeoprøret krævede investeringer i erhvervsuddannelserne, som var blevet nedprioriteret og underfinansieret igennem alt for mange år.
- I slutningen af sidste år kom belønningen, da der – efter stort pres fra Lærlingeoprøret – landede en politisk aftale om historisk store investeringer i erhvervsuddannelserne. Knap en millard kroner (900 mio. kr.) om året til opgradering af fysiske rammer og faciliteter på erhvervsskolerne, nyt udstyr, moderne teknologi, opkvalificering/efteruddannelse af faglærere etc.