Cihat Döner, der er Blik- og Rørarbejderforbundets jurist, svarer på, hvordan du er stillet, hvis du fik en tår over tørsten og kom til skade, da du vil vise kollegaerne de forbudte trin til firmajulefrokosten.

Tekst: Cihat Döner
Artiklen kort:
- Er du kommet til skade til firmajulefrokosten, er der stor sandsynlighed for, at den kan anerkendes som en arbejdsskade
- Det er ligegyldigt, om du var fuld eller ej
- Er skaden sket efter festen, hvis du eksempelvis tager videre i byen, så er det ikke en arbejdsskade
Julen er højsæson for julefrokoster, og mange arbejdspladser holder en årlig fest for medarbejderne. Men hvad gør du, hvis du er kommet til skade under festen? Kan det anerkendes som en arbejdsskade, eller hænger du selv på regningen? Svaret afhænger af flere faktorer, og det er vigtigt at kende dine rettigheder som ansat.
Er festen afsluttet
For at en skade til en julefrokost kan anerkendes som en arbejdsskade, skal julefrokosten være arrangeret af din arbejdsgiver eller på deres opfordring og i deres interesse. Det kan fx være, hvis formålet med festen er at styrke sammenholdet blandt medarbejderne. Hvis arbejdsgiveren opfordrer til deltagelse og måske selv deltager i festen, øges sandsynligheden for, at skaden bliver omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
"Hvis du kommer til skade, er det vigtigt at skaden anmeldes hurtigst muligt. Skader, der medfører én eller flere dages fravær udover dagen for ulykken, skal inden 9 dage anmeldes til Arbejdstilsynet
Cihat Döner, jurist Blik- og Rørarbejderforbundet
En vigtig detalje er, om skaden sker som en naturlig del af festen – fx under dans eller leg – og mens den officielle del stadig er i gang. Hvis ulykken sker efter, at festen er afsluttet, eller hvis du og kollegerne fortsætter i byen, dækkes skaden ikke længere som en arbejdsskade. Det samme gælder, hvis skaden opstår som følge af uforsvarlig adfærd, såsom slagsmål eller risikable og abnorme handlinger.
Alkohol uden betydning
Derimod er det som hovedregel uden betydning, om du har drukket alkohol under festen. Skaden kan stadig blive anerkendt, men det kan få betydning for erstatningens størrelse, hvis det vurderes, at alkohol har spillet en rolle i ulykken.
Hvis du kommer til skade, er det vigtigt at skaden anmeldes hurtigst muligt. Skader, der medfører én eller flere dages fravær udover dagen for ulykken, skal inden 9 dage anmeldes til Arbejdstilsynet. Kopi af anmeldelsen fremsendes til sikkerhedsorganisationen eller, hvis en sådan ikke findes, til den tilskadekomne. En arbejdsskade anmeldes også til virksomhedens forsikringsselskab. Dette er arbejdsgiverens pligt i henhold til VVS-overenskomstens punkt 12, stk. 2.
Få hjælp
Som medlem af fagforeningen har du altid hjælp inden for rækkevidde. Vi kan vejlede dig om dine rettigheder, sikre korrekt anmeldelse og hjælpe dig med at opnå eventuel godtgørelse for varigt mén eller tab af erhvervsevne.
Husk, at selv julefrokosten er en del af dit arbejdsliv, og din sikkerhed er vigtig – også under de festlige rammer. Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl, så tøv ikke med at kontakte os.