Top menu

En praktisk gymnasieuddannelse KAN være en god idé

Dato: 28/11-2024
3542

Lasse Vejen er i lære som VVS-energispecialist. Han er fagligt aktiv i Blik og Rør Ungdom, hvor han både er medlem af landsudvalget og sidder i ungdomsbestyrelsen i Kreds København. I denne klumme i Fagbladet Blik & Rør deler han sine tanker om en ny reform af ungdomsuddannelserne.

Foto: Noah Thilemann

Kort og godt

  1. En praktisk gymnasieuddannelse (EPX) kan være et godt og fornuftigt alternativ til det almene gymnasium (STX), som er meget bogligt og teoretisk.
  2. Flere unge vil vælge en erhvervsuddannelse efter EPX, hvilket er positivt ift. manglen på faglært arbejdskraft – især til den grønne omstilling.
  3. Det er vigtigt, at EPX ikke bliver en omvej for dem, der er afklaret i deres uddannelsesvalg og ønsker at starte direkte på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.

________________________________________

Tidligere på efteråret fremlagde regeringen et udspil til en ny reform af ungdomsuddannelserne. Et af forslagene er at oprette en helt ny ungdomsuddannelse i form af en mere praktisk gymnasieuddannelse (EPX).

Jeg valgte selv at starte på en erhvervsuddannelse lige efter folkeskolen. Spørgsmålet er jo så, om jeg mon selv havde valgt EPX, hvis den havde eksisteret dengang? Det er sgu svært at sige. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed – men jeg tror det.

Jeg kan huske, at det føltes meget uoverskueligt at skulle træffe en så stor beslutning i en ret ung alder. Jeg følte mig på ingen måde klar til at skulle tage en så stor beslutning om fremtiden. Så på den måde kan man sige, at det – hvis jeg havde taget EPX – måske ville have gjort, at jeg var mere afklaret.

Det almene gymnasium (STX) er meget bogligt og teoretisk, så jeg synes, det er en god idé med en gymnasial uddannelse, der er mere praksisorienteret. Med mere praktisk og mindre stillesiddende "røv til sæde"-undervisning.

Ingen grund til at spilde år

Selvom jeg nok havde valgt EPX, hvis det havde været en mulighed for mig, så er jeg også rigtig glad for, at jeg søgte ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, og at jeg valgte VVS-energiuddannelsen.

Det er fedt at have et arbejde, hvor man bruger både hænder og hoved, og det er en branche i rivende udvikling. Det er fedt at stå forrest i den grønne omstilling og være med til at gøre al klimasnakken til virkelighed. Og så gør det jo heller ikke noget, at der er udsigt til god løn og høj jobsikkerhed, når man har fået sit svendebrev.

Jeg tror faktisk på, at EPX kan gøre en forskel for mange unge. Det kan give lidt mere ro, så man ikke føler, at man låser sig i en bestemt retning så tidligt i livet. Det kan give et par år mere til at tænke over, hvilken retning man skal vælge.

Som sagt kan jeg ikke sige med sikkerhed, at jeg havde valgt EPX, hvis den fandtes dengang – men jeg tror det. Men som sagt er jeg også rigtig glad for, at jeg valgte at gå den faglærte vej med det samme. Så der er jo heller ikke nogen grund til at "spilde" to eller tre på en ungdomsuddannelse, hvis man allerede er afklaret. Men jeg tror helt sikkert, at der er flere unge, der vil vælge en erhvervsuddannelse efter EPX, og det er jo bare en kæmpe bonus.

Et råd til uddannelsessektor og politikere

Nu ved jeg ikke rigtig, hvor EPX-uddannelserne skal ligge. Men hvis jeg skal give et råd til uddannelsesinstitutionerne, så er det vigtigt at have fokus på det sociale fællesskab og de sociale aktiviteter på skolerne. Det kan have sindssygt stor betydning for trivsel og frafald på uddannelserne!

Og hvis jeg skal give et råd til politikerne, så er det, at de skal turde være modige, når der skal landes en aftale om EPX og en ny ungdomsuddannelsesreform. Der er sikkert mange, der kommer til at være uenige og kritiske.

Her er det vigtigt, at politikerne tør prioritere og sige "ja, der er faktisk noget, der er vigtigere end noget andet". Det synes jeg generelt, der mangler i den uddannelsespolitiske debat. Se bare, hvor mange år det tog, før der blev investeret i erhvervsuddannelserne.

Jeg er umiddelbart positivt over for EPX – så længe det ikke bliver en omvej for dem, der ønsker at starte på en erhvervsuddannelse direkte efter folkeskolen.

________________________________________

Call to action

  • Politikerne skal være modige og turde prioritere i forhandlingerne om en aftale om en ny reform af ungdomsuddannelserne – herunder oprettelsen af en ny ungdomsuddannelse (EPX).
Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.