Blik og Rør Ungdom er Blik- og Rørarbejderforbundets faglige ungdomsorganisation og består i omegnen af 1.600 lærlingemedlemmer på landsplan. I spidsen for den står Nicolai Krølbøll. Han er 25 år og blev for første gang valgt som formand for Blik & Rør Ungdom på årsmødet, tilbage i 2023. Til dagligt arbejder Nicolai som VVS-installationstekniker for Bravida i Horsens, og er netop blevet udlært svend fra Syddansk Erhvervsskole i Odense.
Tekst: Oscar Sejr, Studentermedhjælper - Journalist
Giver lærlingene en stemme
For Nicolai er det enormt vigtigt at få lov til at repræsentere sit fag og få lov til at fortælle om de fede ting ved VVS-branchen -
"Jeg er fagligt aktiv, fordi jeg synes, det er vigtigt, at der er nogen, der italesætter nogle af de udfordringer, VVS-lærlinge møder i hverdagen, men også fortæller om de fantastiske ting, der er ved at stå i lære i verdens fedeste fag", siger Nicolai Krølbøll.
Ud over at fremme VVS-faget handler det i høj grad også for Nicolai om at give de andre lærlinge i ungdomsorganisationen en stemme og formidle deres budskab -
"En af grundene til, at jeg har taget den rolle på mig, som jeg har, er i bund og grund også for at give mine lærlingekammerater en stemme og løfte deres udfordringer på vegne af dem. Når man taler for andre, taler man oftest med en stemme så stor, at nogle indflydelsesrige personer også har lyst til at lytte. Det er her, man virkelig kan rykke noget, hvilket er en stor drivkraft for mig. En klog mand sagde på et tidspunkt til mig, at der ikke er noget finere end at repræsentere andre end sig selv. Det er noget, jeg har taget med mig, og som jeg prøver at leve op til hver evig eneste dag", siger han.
Har altid været fagligt aktiv
Titlen som formand for Blik & Rør Ungdom er ikke noget, Nicolai Krølbøll kom sovende til. Han har, siden starten på sin uddannelse, været interesseret i, hvordan han i fagbevægelsen kunne gøre sin indflydelse gældende -
"Jeg meldte mig faktisk allerede ind, da jeg startede på 2. Grundforløb på VVS-uddannelsen i 2021, og var til mit første årsmøde i Svendborg samme år", siger formanden.
Hvorfor bør andre blive fagligt aktive?
Nicolai mener, at der er rigtig mange gode grunde til at være fagligt aktiv, og opfordrer også andre til at blive det -
"Der er rigtigt mange gode grunde til at blive fagligt aktiv. For mig var en af de vigtigste årsager til, at jeg blev faglig meningsdanner, at jeg syntes, vi i Danmark har et meget skævt mediebillede. Der er i høj grad fokus på vilkårene på de lange videregående uddannelser, og vi taler for lidt om erhvervsuddannelserne. Alt for mange unge lærlinge gør ikke deres stemme gældende. Nogle tvivler måske på, om deres meninger er noget værd, og på om der er nogen, der vil lytte, og det kan jeg godt forstå. For der er jo ikke mange i mediebilledet, de kan spejle sig i. Jeg synes, det er altafgørende, at nogen tør stille sig frem og snakker for dem, der ikke selv åbner munden. Mit håb er, at jeg kan inspirere flere til at gøre det samme", afslutter Nicolai.