Top menu

Blik- og Rørarbejderforbundet søger arbejdsmiljøkonsulent

2660

Brænder du for arbejdsmiljø, og vil du gerne være med til at gøre en forskel? Har du gode kommunikative evner og forstår at bruge dem – både i forhold til medlemmerne i VVS- og skorstensfejerfaget og målrettet politiske beslutningstagere? Trives du med at arbejde i en faglig organisation med højt ambitionsniveau, og kan du selv tage ansvar og initiativ? Så er det måske dig, vi leder efter i Blik- og Rørarbejderforbundet?

I Blik- og Rørarbejderforbundet ønsker vi at styrke arbejdsmiljøindsatsen og søger derfor en medarbejder til en nyoprettet stilling som arbejdsmiljøkonsulent. Vi har ambitioner om at udvikle vores arbejdsmiljøpolitiske indsats og ønsker at have en tæt dialog med medlemmerne om deres arbejdsmiljø og konkrete problemer. Vi lægger derfor vægt på, at vores kommende kollega har erfaring med og mod på både den politiske og den medlemsrettede del.

Du vil især komme til at arbejde sammen med den næstformand, som har det politiske ansvar for arbejdsmiljøområdet.

Jobbet
Dine primære opgaver vil være:

  • At sætte medlemmernes arbejdsmiljø på den politiske dagsorden i tæt samarbejde med forbundets valgte, fx gennem udarbejdelse af høringssvar.
  • Forberede og deltage i forbundets samarbejde med eksterne parter inden for arbejdsmiljøområdet som for eksempel partsorganisationer og myndigheder.
  • Have dialog med forbundets kredse og fagligt aktive om arbejdsmiljøindsatsen.
  • Planlægge og afholde kurser for arbejdsmiljørepræsentanter.
  • Udarbejde nyhedsbreve og anden informationsmateriale til arbejdsmiljørepræsentanter.
  • Stå til rådighed for spørgsmål fra kredse og arbejdsmiljørepræsentanter.
  • Bidrage til forbundets redaktionelle og sociale medier inden for arbejdsmiljøområdet.

Din profil
Blik- og Rørarbejderforbundet ønsker fortsat at udvikle arbejdsmiljøindsatsen, styrke det forebyggende arbejdsmiljøarbejde og gøre en indsats over for de særlige udfordringer, medlemmer i vores brancher står overfor som eksempelvis asbest, nedslidning, muskel-skeletbesvær og arbejdsskader. Du kommer til at spille en afgørende rolle i dette arbejde, derfor forventer vi:

  • At du har relevant erfaring med arbejdsmiljøpolitik, der sætter dig i stand til fra dag et – både i skrift og tale – at repræsentere Blik- og Rørarbejderforbundet i arbejdsmiljøpolitiske sammenhænge.
  • At du kan analysere, synliggøre og omsætte målsætninger og strategier til konkrete initiativer og aktiviteter.
  • At du har relevant erfaring fra faglige eller lignende organisationer.
  • At du kan rådgive kredsene og herigennem medlemmer og arbejdsmiljørepræsentanter.

Personlige kvalifikationer:

  • Du kan arbejde selvstændigt med opgaver fra idéfase til færdigt produkt.
  • Du trives på en uformel arbejdsplads, hvor tingene til tider kan gå meget stærkt.
  • Du ønsker at arbejde i en politisk ledet organisation med medlemmernes behov som vigtigste mål.

Vi tilbyder
En attraktiv arbejdsplads midt i København med engagerede medlemmer, gode kolleger og ansvar fra dag ét. Løn efter kvalifikationer, pension, kantineordning og seks ugers ferie. Det er en fuldtidsstilling uden øvre arbejdstid, hvor det forventes, at du tager ansvar for opgavernes løsning.

Ansættelsessted
Blik- og Rørarbejderforbundet, Nyropsgade 14, 1602 København V.

Tiltrædelse 
Snarest muligt.

Yderligere oplysninger 
Du er velkommen til at kontakte sekretariatschef Kiki J. Nielsen på tlf. 5156 1703 eller kjn@blikroer.dk, hvis du ønsker at høre nærmere om jobbet.

Ansøgning 
Vi går ind for mangfoldighed og opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen. Send din ansøgning hurtigst muligt, da vi holder samtaler løbende. Send din motiverede ansøgning og dit cv på mail til hr@blikroer.dk

Om Blik & Rør

Blik- og Rørarbejderforbundet har over 10.000 medlemmer og er et af landets ældste fagforbund. Forbundet blev grundlagt helt tilbage i 1890.

Vores medlemmer er ansatte, der er beskæftiget inden for VVS- og skorstensfejerfagets arbejdsområder. Vi er en organisation med fokus på udvikling og optimal rådgivning af medlemmerne og de udfordringer, de har i dagligdagen. Vi sætter pris på værdiskabende medarbejdere med engagement og initiativ, som får et stort ansvar i det daglige arbejde.