Top menu

Indeklimaet skal prioriteres – minister kaldt i samråd

Dato: 12/04-2022
Tags: VVS
2513

Indeklimaet i folkeskolerne blev sidst diskuteret på Christiansborg tilbage i 2019. Siden er der ikke sket meget på området. Ny undersøgelse viser nu, at indeklimaet stadig forværres. Derfor har to ordførere fra hver sin fløj nu kaldt børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i samråd.

Jakob Sølvhøj, Enhedslisten, og Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti, kalder børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i samråd om indeklimaet i folkeskolen.

Det sker på baggrund af flere års politisk pres fra blandt andet Blik- og Rørarbejderforbundet. Initiativet glæder derfor forbundsformand, Henrik W. Petersen.

- Det er godt at se, der igen bliver sat fokus på området. I Blik- og Rørarbejderforbundet har vi længe kæmpet for et bedre indeklima i folkeskolerne og i bygninger generelt. Derfor er det glædeligt, at politikere på tværs af rød og blå blok nu tager initiativ til at sætte emnet på dagsordenen.

Et gentagende problem

Tilbage i 2019 fremsatte Jens Henrik Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti et beslutningsforslag, der skulle sikre et bedre indeklima i de danske folkeskoler. Det gjorde han blandt andet på baggrund af en konference, som Blik og Rør holdt på Christiansborg. Forslaget blev nedstemt, men et flertal af partier gik i 2020 sammen om en beretning, der stiller ministeren til ansvar for handling.

Siden da er problemet ikke blevet mindre. I en ny undersøgelse på danske skoler, Masseeksperiment 2021, viser resultaterne, at CO2-niveauet i klasselokalerne ikke har ændret sig siden en tilsvarende, landsdækkende måling i 2009. Undersøgelsen viser samtidig, for første gang i meget stor skala, at den dårlige luftkvalitet påvirker både elevernes trivsel og koncentrationsevne.

Samrådet er et åbent samråd, der bliver afholdt d. 5. maj 2022 10:15 på Christiansborg. Læs mere her: Børne- og Undervisningsudvalget - 05-05-2022 : Åbent samråd om indeklima og trivsel i undervisningsmiljøer / Folketinget (ft.dk)