Søgefelt

Fredag 30/10 2020

Formanden har ordet: Svaret er stadig 'nej tak'

EU-kommissionen kom i onsdags med deres længe ventede forslag til et direktiv om mindsteløn. Og selvom man fra kommissionens side har forsøgt at indrette direktivet, så det tager hensyn til lande som Danmark, der forhandler løn efter kollektive aftaler, så ligger det stadig direkte i modstrid med den måde, vi har indrettet vores arbejdsmarked på herhjemme. Det er meget bekymrende, for hvis det her direktiv kommer igennem, så risikerer det at trække tæppet væk under hele den danske model, som vi har arbejdet og kæmpet for i over 120 år.

Den danske model virker

Vi ved, at det system vi har i Danmark, det virker. Og vores model er kendt rundt omkring i både Europa og resten af verden for den lønudvikling og de fleksible og trygge forhold, som både lønmodtagerne og arbejdsgiverne nyder godt af. Vi er ikke kommet hertil igennem lovgivning, men gennem forhandlinger på tværs af arbejdsmarkedets parter. Derfor er lovgivning heller ikke løsningen fremadrettet.

EU-mindsteløn er ikke solidarisk

Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke skal arbejde for at forbedre forholdene i resten EU. For selvfølgelig skal vi være solidariske med vores kollegaer i resten af Europa. Men det er altså ikke solidarisk at indføre et direktiv, som vi ved, ikke vil virke, men som til gengæld vil skade danske lønmodtagere. Og hvis man lader det være op til regeringen i de enkelte medlemslande, så er det et direkte indgreb i den danske model, hvor det i dag er arbejdsmarkedets parter, der forhandler overenskomst og dermed fastlægger løn og arbejdsforhold. Derfor siger vi i Blik- og Rørarbejderforbundet stadig ’nej tak’ til en europæisk mindsteløn.

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt