Søgefelt

Fredag 17/04 2020

Formanden har ordet: OK20 – En historisk overenskomst

Formanden har ordet: OK20 – En historisk overenskomst

Det er næppe gået ubemærket hen, at der i går blev afgivet stemmeresultater fra overenskomsterne på det private arbejdsmarked. Fire ud af fem af Blik og Rørs medlemmer har stemt ja til de nye overenskomster, og opgjort i forbundets kredse er der også stemt ja i dem alle fire. Den opbakning er jeg naturligvis både stolt af og glad for.

Den samlede afstemning på det private arbejdsmarked er ligeledes blevet talt sammen, og også her viser resultatet et ja fra medlemmerne.

Dermed er de nye tre-årige aftaler trådt i kraft pr. 1. marts med tilbagevirkende kraft.

Rekordhøj stemmeprocent – på trods af corona-aflysninger

Det har været en historisk overenskomst af flere årsager. Coronavirussen tog hurtigt men sikkert greb om Danmark og lagde store dele af landet ned. Det betød blandt andet, at vi ikke kunne afholde de medlemsinformationsmøder, som ellers var planlagt rundt omkring i landet.

Det gør det blot endnu mere imponerende, at vi har set en historisk høj stemmeprocent på hele 60 % blandt Blik og Rørs medlemmer. Det er den højeste stemmeprocent, vi har set i dette årtusinde, og det kan I godt være stolte af.

Det siger meget om det engagement, der er blevet lagt i både forhandlingerne og de efterfølgende drøftelser blandt medlemmerne. I en tid, hvor de fleste har været berørt af coronavirus og de bekymringer, det har medført, har I engageret jer i diskussionerne både på Facebook, til live-møderne, vi har afholdt, og ikke mindst ude på arbejdspladserne.

Som ved enhver anden demokratisk proces, er der sjældent fuld enighed. Vi gik ind i overenskomstforhandlingerne med flere hundrede forslag på ønskelisten, og vi er nu kommet ud på den anden side med – mener jeg – en stor del af dem opfyldt. Uanset om du valgte at stemme JA eller NEJ til aftalen, så skal der lyde en ydmyg tak for, at du deltog aktivt i debatten og brugte din demokratiske ret ved at stemme om aftalen. Jeg er stolt over, at vi kan holde fast i fællesskabet og solidariteten på tværs af forskellige holdninger og synspunkter.

Ansatte på byggepladser lades i stikken

Nu venter nye udfordringer i horisonten, som vi skal gå i møde skulder ved skulder. For selvom landet langsomt er ved at genåbne, og vi aner et lys i mørket, så går mange stadig med bekymringer for, hvad fremtiden vil byde. I forbundet har vi en stor opgave foran os. Vi skal blive ved med at sørge for, at politikerne holder hånden under både dem, som står uden for arbejdsmarkedet, og dem som er afsted hver dag for at holde hjulene i gang.

Alt for mange steder i landet ser vi, at penge får lov til at komme før lønmodtagernes sundhed, sikkerhed og tryghed. Det er ikke i orden, at der ikke stilles krav om 14-dages karantæne, når udenlandske byggearbejdere kommer hertil fra udlandet. De mange håndværkere, som har deres daglige gang på byggepladser og i skurvogne skal ikke føle, at der bliver taget let på deres sikkerhed.

Nu har Arbejdstilsynet endelig meldt ud, at de vil øge tilsynsindsatsen over for coronasmitte i blandt andet byggebranchen. Men der er behov for klare retningslinjer og flere krav til virksomhederne fra politikerne. Det arbejder vi fortsat hårdt på at sikre fra forbundets side.

Grund til håb og optimisme i Danmark

Hvornår og hvordan vi kan begynde at kunne vende tilbage til en normal hverdag igen, er der nok ingen, der kender svaret på lige nu. Men med de seneste meldinger fra både statsministeren og sundhedsmyndighederne ved pressemødet i tirsdags, mener jeg, at der er grund til håb og optimisme. Der er kommet så godt styr på sygdommen i Danmark, at Folketingets partier allerede nu diskuterer, hvordan næste fase af genåbningen skal se ud.

Når man til gengæld retter blikket mod den anden side af Atlanten, hvor 22 millioner amerikanere har søgt om understøttelse de seneste fire uger, så kan man ikke undgå at blive taknemmelig over, hvordan vi har håndteret situationen i Danmark. Ved hjælp af rettidig omhu, et kollektivt samfundssind og et solidt sikkerhedsnet under vores mest udsatte er jeg ikke i tvivl om, at vi vil komme trygt og sikkert igennem denne historiske krise.

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt