Søgefelt

Fredag 03/04 2020

Formanden har ordet: Solidaritet i en krisetid

Siden Danmark blev lukket ned, har vi stået over for udfordringer, vi aldrig har set før. Corona er en forfærdelig virus med mange menneskelige tragiske følger. Og den påvirker ikke kun den måde, vi er sammen på. Den efterlader også dybe spor på vores arbejdsmarked. Stort set alle private virksomheder – store som små - melder om store fald i omsætning, og vi kan allerede nu se, at det har store konsekvenser for lønmodtagere på tværs af bygge- og anlægsbranchen. Statsminister Mette Frederiksen tændte i mandags et lille lys i mørket, da hun fortalte om regeringens planer om en genåbning. Men spørgsmålet er om Danmark nogensinde bliver som før. Eller om vi kommer til at tale om et Danmark før corona, og et radikalt ændret samfund efter.

Som forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet ser jeg det som mit livs svendeprøve at få dig og dine kolleger så trygt og sikkert igennem denne krise, som overhovedet muligt. Derfor vil jeg i den kommende tid komme med lidt af mine tanker om situationen, så I også kan følge lidt med i vores indsats fra forbundet.

Den danske model viser sin styrke

Heldigvis står vi stærkt i Danmark. Den danske model giver stabilitet i en ellers kaotisk tid, og den viser sin styrke i denne tid. Når jeg skeler til andre lande, hvor der ikke er det samme sikkerhedsnet, så bliver jeg taknemmelig for det system, vi har i Danmark, som vi og vores forfædre har kæmpet for i over 120 år.

I en historisk trepartsaftale, som blev indgået på kun en weekend, fik Fagbevægelsens Hovedorganisation i samarbejde med Regeringen og Dansk Arbejdsgiverforening sikret, at medarbejdere kan sendes hjem med fuld løn, så virksomhederne ikke behøver at udstede fyresedler.

Vi fik også kæmpet en ordning igennem for de mennesker, som enten var ledige før corona, eller som bliver det på grund af krisen. De får forlænget deres dagpengeperiode, så de ikke risikerer at stå uden et sikkerhedsnet, fordi jobsituationen har ændret sig.

Det er værd at bemærke hvor vigtig en rolle fagbevægelsen har spillet for at sikre den brede befolkning, og forhandle hjælpepakker hjem der kommer den almindelige dansker til gode.

Det er også bemærkelsesværdigt hvor fraværende f.eks. Kristelig fagforening og Det faglige hus har været i debatten. Altså lige udover at Krifa kritiserer fagbevægelsens forslag om at øge dagpengesatsen. Et forslag der giver god mening i en periode, hvor det jo er umuligt at få et nyt job.

Vi skal stille krav til hinanden

Men selvom solidaritetens fane har vajet over Danmark de sidste tre uger, er der stadig steder, hvor der er behov for at blive strammet op. Vi skal stå sammen, men vi skal også stille krav til hinanden og ikke mindst til dem, der sidder på magten.

Vi skal stille krav til arbejdsgiverne, som skal blive bedre til at bruge de lønkompensationspakker, der er blevet aftalt. Alt for mange arbejdsgivere fyrer medarbejdere, selvom de er dækket ind af en lønkompensationspakke, og det er ikke i orden.

Kommunerne opfordres til at sætte gang i byggeriet

Nu har regeringen fjernet anlægsloftet på baggrund af opfordringer fra både os i fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Og det er godt nyt for Blik og Rørs medlemmer, som kan bibeholde deres job og holde samfundet i gang – bl.a. ved at sikre varmt vand i hanerne og et godt indeklima ude i de kommunale bygninger.

Jeg kan kun opfordre til, at kommunerne får brugt denne mulighed til at fremrykke og igangsætte byggeprojekter. Men det er ikke ligegyldigt hvordan det foregår, det sundhedsmæssige og sikkerhedsmæssige skal være i orden.
Det er hellere ikke ligegyldigt hvad budgetterne bruges til. Vi skal stille krav til kommunerne om, at de investerer i energioptimerende renoveringer, som både gavner virksomhederne og lønmodtagerne lige nu, men som også sikrer klimaet på den anden side af coronakrisen.

Dagpengemodtagere skal have corona-tillæg

Vi skal også stille krav til regeringen og Folketingets partier. For der er stadig steder, hvor det halter, og hvor der er brug for politisk indblanding. På trods af hjælpepakker og lønkompensation er der stadig mange, der kommer til at stå med en fyreseddel i hånden. Derfor skal vi have styrket dagpengesystemet, som efterhånden er blevet godt og grundigt udhulet de sidste mange år.

Flere har foreslået, at dagpengesatsen hæves med en tredjedel. Det støtter vi som nævnt tidligere op om i Blik og Rør. For beregninger viser, at staten for en milliard kroner kan hjælpe op imod 130.000 fuldtidsledige i 3 måneder. Det kan sættes i perspektiv til de 50-100 milliarder kroner, som regeringen og Folketinget allerede har vedtaget at sende ud i det danske samfund. For et attraktivt dagpengesystem er hele grundlaget for vores model. Det skal vi holde fast i, også i krisetider.

Det er en svær tid i verdenshistorien vi er midt i. Heldigvis ved jeg, at Blik og Rørs medlemmer er svære at slå ud, så jeg har fuld tillid til, at vi sammen – skulder ved skulder – vil komme stærkt ud på den anden side.

OK2020

Afstemningen omkring overenskomstresultaterne er i fuld gang.
De skal afgøre fremtiden de næste år på det danske arbejdsmarked.
Overenskomster mellem lønmodtagere og arbejdsgivere er jo hele kernen i den danske arbejdsmarkedsmodel. så brug din demokratiske ret som medlem, stem og gør din stemme gældende.

Pas på dig selv og hinanden.

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt