Søgefelt

Tirsdag 03/09 2019

Debat: Indeklimaet i skolen er ikke for børn

Efter Blik & Rør har arbejdet i to år på at gøre politikerne opmærksomme på indeklima-problemet, er det lykkedes at få dem til at se, at der skal gøres noget ved indeklimaet i skolerne.

Det er kommet på den politiske dagsorden, at det skader børns trivsel, helbred og indlæring, når de sidder i klasseværelser, hvor luftkvaliteten ikke er i orden. Arbejdstilsynets kontroller på danske folkeskoler viste, at der var problemer med indeklimaet i hver fjerde skole. Det går ud over både børn og lærere, der får flere sygedage.

Oven i dét kommer, at dårligt indeklima for vores elever, kan betyde, der går et helt indlæringsår tabt på en tiårig skoleperiode. Det er ikke i orden, at børn og lærere har flere sygedage, mere hovedpine, dårligere koncentrationsevne og ikke trives, fordi de sidder i dårlig luftkvalitet. 

Løsningen på problemet ligger lige for: Det bedste vil være at installere mekanisk ventilation i alle klasseværelser og sikre, at ventilationsanlæggene bliver inspiceret, og ventilationskanaler bliver renset løbende.

Vi kan se, at de i Sverige har løst problemet ved at ændre lovgivningen på området. Børn er omfattet af de samme regler for indeklima, som voksne på arbejdspladser er. Det betyder, at det er et lovkrav, at alle skoler har mekanisk ventilation, så CO2-niveauerne ikke overskrider, hvad der er anbefalet. I Danmark har vi ikke den slags lovgivning for børn.

Vi har det for slagtesvin, men ikke vores børn. Det kan da ikke være rigtigt, at vi behandler vores grise bedre end vores børn!

Nu hvor politikerne og beslutningstagerne er opmærksomme på problemet og ved, at løsningen er mekanisk ventilation, er der så stadig ét problem tilbage: Hvem skal betale for det? De politikere, Blik & Rør har fået i tale, slår sig stadig tøjret, for hvor skal pengene findes henne?

Vi vil gerne hjælpe til at finde en løsning på problemet, for lige nu er det vores børn, der betaler prisen.  Derfor inviterer Blik & Rør til konference på Christiansborg, hvor vi samler politikere, eksperter og fagfolk til en sund debat om emnet.

Vi er nået langt. Vi håber, at vi ved denne konference kan være med til at give det sidste skub for at sikre vores børn ordentlige indeklimaforhold.

Henrik W. Petersen
Forbundsformand

 

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt