Top menu

Stillingsopslag: Censorer søges til ventilationsuddannelsen

Dato: 24/02-2016
948

Ventilationsbranchen er i rivende udvikling. Derfor søger Blik- og Rørarbejderforbundet to censorer til ventilationsuddannelsen, som vil være med til at sikre kvaliteten i branchen.

For at blive censor kræves et godt og indgående kendskab til ventilationsuddannelsen og til anvendelsen af den.  Derfor er det et krav, at man som censor har gennemført VVS-branchens ventilationsuddannelse, og er beskæftiget med indregulering og fejlfinding af ventilationsanlæg.
 
Om at være censor
Som censor i ventilationsbranchen spiller man en særlig rolle ved svendeprøven, hvor du giver en faglig vurdering af lærlingen og hjælper ham med at vise, hvad han har lært under uddannelsen.
 
Man har samtidig til opgave at påse, at reglerne overholdes, at lærlingen får en pålidelig, retfærdig og ensartet bedømmelse og behandling.
 
Samtidig følger du aktivt med i udviklingen i dit fag.
 
Hvor ofte skal du deltage?
Du skal påregne, at deltagelse ved svendeprøver typisk varer tre dage en til to gange om året. Det er VVS-branchens uddannelser, der varetager den daglige drift af området, der vil kontakte dig, når der skal afholdes en svendeprøve. 
 
Ved svendeprøven er det en repræsentant fra henholdsvis lønmodtager- og arbejdsgiverorganisation, der bedømmer prøven og sammen med skolen vurderer såvel den teoretiske som den praktiske del af svendeprøven. 
 
Honorar og refusion af udgifter 
Når du er på en censoropgave for VVS-uddannelsen, får du et honorar til dækning af tabt arbejdsfortjeneste samt udgifter til transport og ophold betalt.
 
Mere information
Hvis du er interesseret i at blive censor på ventilationsuddannelsen, eller du har en kollega, der ønsker at udfylde denne vigtige opgave, kan du kontakte Kim Fusager Balle på 36383638 eller kfb@blikroer.dk.