Top menu

Vinterferie: Hold på hat og briller – det bliver skægt med Stauning

Dato: 24/01-2018
1247

Som medlem af Blik- og Rørarbejderforbundet kan du tage din parter og hjemmeboende børn gratis med på Arbejdermuseet i København – Og i vinterferien bliver der fart over feltet i Rømersgade.

Klar til vinterferiens skæggeste oplevelse? Kom på Arbejdermuseet, og prøv, hvad det vil sige at være en arbejderdreng, der blev statsminister ved at følge Staunings fodspor gennem forskellige aktiviteter på hele museet. 

Se, om du har kræfter til at stå i lære som smed, og prøv, om du hurtigt og effektivt kan sortere cigarerne, så de ligger rigtigt i kasserne. Skriv en tale i hånden eller på gammeldags skrivemaskine. Lav dit eget protestskilt, og fortæl andre, hvad du vil ændre, hvis du blev statsminister! 

Når du trænger til en pause, kan du hvile dig på loftet med en kop kakao og historier om, hvordan det var at være barn på Staunings tid. 

Hver dag kan du gå med på en familieomvisning og opleve Staunings vej fra arbejderdreng til statsminister på tværs af udstillingerne. Og du kan fordybe dig i kludedukkernes univers og lave Stauning som statsministerdukke – og alle hans damer. 

Børnenes Arbejdermuseum er åbent hele ugen, hvor du kan prøve kræfter med børnearbejde, som på Staunings tid.

Cykl ud med varer på budcyklen, løb ærinder for købmanden. Kniber det med pengene, må du gå til pantelåneren. Kan du klare det hele? Det bliver SKÆGT for både børn og voksne! 

Arbejdermuseet er gratis, når du viser dit medlemskort
Blik- og Rørarbejderforbundet har indgået en aftale med Arbejdermuseet, der betyder, at alle medlemmer inklusive deres partner og hjemmeboende børn kan komme gratis på museum.

Du skal blot vise dit medlemskort ved indgangen. Har du mistet dit medlemskort, kan du bestille et nyt hos LO Plus. 

Museet ligger tæt på Nørreport Station, og der er løbende spændende udstillinger og arrangementer at opleve. Du kan læse meget mere om Arbejdermuseet og de kommende udstillinger her...