Top menu

Salg af skrot skal indberettes til skat

Dato: 04/01-2018
1240

Mange blikkenslagere kender ikke reglerne for salg af skrot. Mød to blikkenslagere, som nu har lært dem at kende på den dyre måde efter at have fået brev fra SKAT.

De tænkte begge, at de gjorde samfundet en tjeneste. Morten Andersen og Flemming Nielsen. Begge er de blikkenslagere, og begge har de fået en efterregning fra SKAT efter at have solgt skrot.

- Jeg kendte ikke reglerne, og det gjorde mine kolleger heller ikke. Jeg havde hørt, at man måtte sælge for 25.000 kroner, og så fik jeg af vide, at jeg måtte sælge for 10.000, men nu ved jeg, at det kun må være skrot, som kommer fra ens egen adresse, siger Morten Andersen, som har været i faget i 10 år.

Morten Andersen har i 2014 solgt skrot for 18.900, og han forventer at skulle betale omkring 9000 kroner tilbage. Han venter dog på slutbeløbet fra SKAT.

SKAT´s indsats
Fagbladet Blik & Rør har været i kontakt med flere VVS´ere og blikkenslagere, som ikke kendte reglerne, og som også har modtaget efterregninger fra SKAT.

SKAT har lavet en indsats med at gennemgå aktiviteterne for skatteåret 2014 for tre forskellige genindvindingsselskaber deriblandt Stena Recycling, hvor både Morten Andersen og Flemming Nielsen har afleveret skrot.

Beskatningen sker fra den første tjente krone ved skrotsalg, hvis det ikke er ens private ejendele, man sælge. SKAT skriver i et følgebrev, at deres vurdering er, at skrotsalg for over 10.000 kroner vurderes til at være væsentligt mere end, hvad der kan komme fra private ejendele.

Ikke snydt med vilje
- Jeg tænkte, at jeg gjorde samfundet en tjeneste. I realiteten kunne vi bare smide det i naturen, men vi gør det på en ordentlig måde og får penge for det.

Jeg synes SKAT gør krav på for meget her, mener Morten Andersen, som har solgt f.eks. kobber og messing.

- Jeg har altid tænkt, at det var smart, at jeg kørte det til skrothandleren i stedet for, at vi smed det ud som affald, og jeg har altid troet, at vi godt måtte. Det har aldrig været bevidst snyd fra min side, siger Flemming Nielsen.

Han skal betale skat af de 14.000 kroner, som han har tjent ved primært at sælge gammelt zink og stumper af nyt zink i 2015.

Mere miljøbevidst
En del af de penge, som Flemming Nielsen har fået ind, kommer faktisk fra skrotsalg af noget fra privaten, hvor han har skiftet badeværelse, og det skal han egentlig ikke betale skat af.

- Problemet er, at jeg ikke kan bevise det. Men SKAT har anbefalet mig, at hvis det sker igen, at jeg har noget af mit eget, så skal jeg tage billeder af det, forklarer Flemming Nielsen, som har stillet flere spørgsmål til SKAT, fordi han undrer sig mindst lige så meget, som han ærgrer sig.

- Det er da mere miljøbevidst, at vi afleverer det til genbrug.