Top menu

OK 2018: Klart signal fra fagbevægelsen før afgørende forhandlinger

Dato: 20/12-2017
1230

Organisationerne i det fælles forhandlingsfællesskab har dannet fælles front op til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. Der bliver kun forhandlet, hvis der sikres stigninger i reallønnen og en ny arbejdstidsaftale til lærerne.

Alle ansatte i det offentlige skal have fremgang i deres realløn. Men der skal også afsættes en pulje til yderligere lønstigninger til de faggrupper, der har en lavere løn end tilsvarende mandefag. Går arbejdsgiverne ikke med til det, kan det ende med en storkonflikt i hele den offentlige sektor.   

Det er budskabet fra fagforeningerne i forhandlingsfællesskabet på det offentlige område, som har svoret fælles musketered forud for overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. 

- I forhandlingsfællesskabet er vi enige om, at der skal mere i løn til alle, ligesom der skal sikres en ligeløns-pulje til de grupper af fag, som halter efter rent lønmæssigt. Samtidig skal der findes en løsning på de statsansattes frokostpause, og lærerne skal have en ny arbejdstidsaftale. Der skal findes løsninger på de ting, før vi kan indgå nogen aftaler, forklarer forbundssekretær Søren Schytte.

Grænsen er nået
Han repræsenterer Blik- og Rørarbejderforbundets offentlige ansatte ved overenskomstforhandlingerne. Han mindes ikke tidligere at have set så stærkt et signal fra organisationerne på det offentlige område.

- Vi har år efter år oplevet, at de offentlige ansatte rammes af nedskæringer, og at de derfor må løbe stærkere og døje med stress på grund af urimelige krav fra arbejdsgiverne. Grænsen er nået, og derfor er det tid til at sige nok er nok, siger Søren Schytte, som ikke afviser at forhandlingerne kan ende med en konflikt.

- Arbejdsgivernes forhandlere har jo med deres udmeldinger fremprovokeret en masse vrede og frustrationer. Det styrker fællesskabet og betyder, at vi står endnu stærkere sammen i forhandlingsfællesskabet. Skulle det ende med en konflikt, så er det jo sådan spillereglerne er. Vi er forberedt og klar til alle scenarier, lyder det fra Søren Schytte.