Søgefelt

Torsdag 26/10 2017

Ny analyse: Det går rigtig godt i VVS-branchen

De sidste fire år har der været vækst i VVS-branchen, og tendensen fortsætter. Det viser den nye markedsanalyse fra Tekniq. ”Det er en glædelig nyhed, og jeg forventer, at det kommer vores medlemmer til gode i de nuværende og kommende lokalforhandlinger,” siger Henrik W. Petersen, næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.

Der bliver i stor stil bygget nyt, og der er også gang i renoveringerne rundt omkring i det danske land. Det kan mærkes på VVS-branchen, som har haft en fremgang på fem procent i det første halve år af 2017 sammenlignet med sidste år. 

Det viser en ny rapport fra Tekniq, som samler tallene for væksten i det første halve år i 2017 for både el- og VVS-branchen.   

Installationsbranchen har indtil videre omsat for 23 milliarder kroner i 2017. Det betyder, at stigningen målt i procent er præcis ligeså stor som i 2016.

- Det er en glædelig nyhed. Det skaber beskæftigelse til gutterne derude. Når omsætningen stiger for fjerde år i træk, så går jeg også ud fra, at det har en positiv effekt for vores svende og lærlinge derude ved kommende og igangværende lokalforhandlinger, siger næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen.   

VVS-branchen har indhentet el-branchen
Væksten i VVS-branchen er nu større end i el-branchen, som tidligere har ført an. Det ses bl.a. på beskæftigelsen, som er steget med 3,8 procent i VVS-branchen. Nu mangler der arbejdskraft i VVS-branchen.

- Nu bliver branchen ramt af, at der ikke har været taget lærlinge nok ind. Virksomhederne har heller ikke været gode nok til at hive de VVS-ere tilbage, som tidligere har forladt branchen, siger Henrik W. Petersen.   

- Der er 42 procent af VVS-installatørerne, som har været nødt til at sige nej til opgaver, og det ærgrer jo os alle sammen. Udenlandsk arbejdskraft er et udslag af, at der ikke har været uddannet nok VVS´ere. Det skal der fokus på nu, ligesom vi skal have fokus på, at de udenlandske kolleger, som arbejder her, organiserer sig og bliver introduceret til den danske model og deres muligheder samt rettigheder i VVS-overenskomsten.

Dansk økonomi har det også godt 
Væksten fortsætter, ifølge prognoserne. Omsætningen i el- og VVS-branchen forventes at stige med 3 procent i 2018. Det vil bl.a. være de store offentlige sygehusbyggerier, som bidrager til væksten i de næste år.   

Risikoen for at opsvinget giver bagslag vurderes til at være mindre end tidligere, står der i markedsanalysen fra Tekniq: 

- Dansk økonomi befinder sig i et robust opsving. I modsætning til tiden op til finanskrisen er der lavere risiko for, at økonomien overophedes grundet en større arbejdsstyrke, mindre gæld og skærpede låneregler på boligmarkedet. 

Det går godt, men der er et stykke vej til at sætte ny omsætningsrekord. Omsætningen i installationsbranchen var 11,6 procent højere i første halvår af 2008 i forhold til resultatet i første halvår af 2017. 

Tallene i ”Markedsanalyse - halvårsstatus, oktober 2017” fra Tekniq er hentet fra bl.a. Danmarks Statistik og Dansk Byggeri.   

I lokalforhandlingerne på din arbejdsplads er det smart at bruge dugfriske tal for væksten i Danmark. Få tips og gode råd i Din guide til forhandling her...

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt