Top menu

Styrk systemet for efteruddannelse

Dato: 27/06-2017
1147

Arbejdsmarkedet er i konstant udvikling, og det kræver et vedvarende behov for nye kompetencer.

Det gælder også for VVS-branchen, hvor bygningernes installationer hele tiden bliver mere komplekse. Sammen med vores samarbejdspartnere i Dansk El-Forbund og Tekniq har vi fået udarbejdet en rapport, som kigger nærmere på de teknologiske konsekvenser for installationsbranchen frem mod år 2025.
 
I de kommende år vil det manuelle arbejde fylde mindre. Samtidig forventes det, at brugen af blandt andet ny teknologi og grøn omstilling vil medføre en produktivitetsforbedring, og det vil betyde en stigning i beskæftigelsen.
 
Det stiller krav til medarbejdernes faglige kompetencer, og den udfordring løses bedst gennem et velfungerende efteruddannelsessystem.
 
Desværre fungerer det nuværende system ikke helt efter hensigten. Det er for eksempel et paradoks, at mere end hver tredje lønmodtager ikke finder det nødvendigt med efteruddannelse.
 
Det er en udfordring og en af grundene til, at hele området for voksen-, efter- og videreuddannelse er temaet for efterårets trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.
 
I Blik- og Rørarbejderforbundet ønsker vi en stærkere og mere sammenhængende voksen-, efter- og videreuddannelse for alle. Det er helt afgørende for såvel lønmodtagere som virksomheder på fremtidens arbejdsmarked. Og både politikere, arbejdsgivere og vi lønmodtagere har et stort samfundsansvar for at sikre, at alle har de kvalifikationer, der skal til.
 
En ekspertgruppe har allerede præsenteret en række anbefalinger, som skal indgå i forhandlingerne. Blandt andet foreslås en personlig uddannelseskonto, en portal med overblik og information om kursusudbud samt mere målrettede og stærkere offentligt finansierede kurser.
 
Alt sammen spændende tanker, som vi i Blik- og Rørarbejderforbundet ser som oplagte emner i drøftelsen af en ambitiøs reform, der kan løfte hele det samlede VEU-system.
 
For mens lønmodtagerne har brug for uddannelse af høj kvalitet, som sikrer dem job i fremtiden, er arbejdsgiverne afhængige af kompetent arbejdskraft.
 
Og sammen har vi slet ikke råd til at lade være med at investere i viden. Det er det, vi skal leve af i fremtiden, og det, der skal sikre vores fælles velfærdssamfund.
 
Max Meyer
Forbundsformand