Top menu

OK 2017: Sammenbrud i Forligsinstitutionen

Dato: 17/03-2017
1102

Efter endnu en omgang i Forligsinstitutionen er forhandlingerne om en ny overenskomst på VVS-området endegyldigt brudt sammen.

Efter tre gange lange forhandlinger med forligsmandens medvirken, lykkedes det ikke for parterne på VVS-området at nå til enighed om en ny overenskomst på VVS-området. 
 
Mandag og tirsdag forhandlede parterne til langt ud på aftenen, hvorefter forligsmand Ole Hasselgaard valgte at sende Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og arbejdsgiverne i Tekniq hjem til en tænkepause.
 
Fredag var parterne indkaldt til videre forhandlinger. Men trods løsningsforslag fra forligsmanden, kom parterne ikke tættere på hinanden.
 
- Vi har strakt os langt i bestræbelserne på at imødegå Tekniqs ønsker og tanker, som Forligsmanden kom med. Men det har ikke været nok til at tilfredsstille Tekniq, siger forbundsformand Max Meyer fra Blik- og Rørarbejderforbundet. 
 
Forligsmand Ole Hasselgaard måtte fredag aften erkende tingenes tilstand, og han valgte derfor at afbryde forhandlingerne. Dermed bliver VVS-området i lighed med 2012 og 2014 igen omfattet af Forligsmandens mæglingsskitse. 
 
- Når mæglingsskitsen skal laves, vil vi kæmpe for, at vores medlemmer på ingen måde bliver tilsidesat. Vi kan ikke love noget, men vi vil arbejde for, at vores medlemmer, på kroner og ører, for det samme som alle andre, lyder det fra Blik- og Rørarbejderforbundets forbundsformand. 
 
Efter at Forligsmanden har præsenteret Mæglingsskitsen, vil Blik- og Rørarbejderforbundets hovedbestyrelse tage stilling til resultatet, inden den sendes til afstemning blandt medlemmerne.