Top menu

Organisering: Prøv igen med nye argumenter

Dato: 25/10-2016
1037

Sammenhold på arbejdspladsen er vigtigt – også når det kommer til at være medlem af den samme fagforening. Men hvordan får man alle kolleger med? Det var emnet på en organiseringskonference, som var arrangeret af Kreds Sydjylland-Fyn i oktober.

- Vi har et sted mellem 150 og 250 VVS´ere og blikkenslagere, som burde være medlem, men som ikke er det i dag. Vi ville gerne klæde vores tillidsrepræsentanter og bestyrelsesmedlemmer på til at tage snakken med dem,” fortæller Niels Braaby - kredsformand for Kreds Sydjylland-Fyn, som var vært for en organiseringskonference den 7. oktober 2016 i Kolding.  
 
Det var den første af sin slags, og med 45 deltagere melder formanden, at det var en succes.
 
Fortæl at det vil smuldre 
- Der skal sammenhold til for at opretholde ordentlige arbejdsforhold. Hvis vi ikke er organiseret, så har vi ikke styrken overfor arbejdsgiverne. Det er bedst, hvis man tager den snak kollega til kollega. Det kan være rundt om bordet i skurvognen, i firmabilen eller på værkstedet. Man kan f.eks. fortælle, at der var en god artikel i fagbladet, fortælle lidt om pensionsordningen eller måske få kollegaen med på en fælles fisketur. Det er altså ikke sådan, at man skal sidde og læse op af overenskomsten, men man kan godt fortælle om nogle mere generelle ting, siger Niels Braaby.
 
- Jeg siger f.eks. vi arbejder under samme overenskomst, og det er vigtigt, at vi bakker op om det, for ellers smuldrer det. Vi skal løfte i fællesskab, siger Kim Klavsen, der er tillidsrepræsentant hos Bravida og lokalformand i Kolding og blandt de 45 deltagere på organiseringskonferencen. 
 
Få fat i de unge 
Kim Klavsen er lykkes med at få alle med på hans arbejdsplads, men det er ikke alle, der synes, at det er lige nemt at tage snakken med de kolleger, der står udenfor fagforeningen, siger Niels Braaby. 
 
- Det kan godt være ret konfliktfyldt, og det er ikke alle, der bryder sig om det. Jeg synes, man skal fortælle om årsagen til at være medlem og forsøge at få afdækket, hvorfor de ikke er. Jeg tænker, det er vigtigt at få fat i nye kolleger så hurtigt som muligt og på en sober måde spørge, hvor de er organiseret. Særligt er det vigtigt at tage fat i de unge, lige efter de er udlært, siger Niels Braaby. Efter hans velkomst gik tre oplægsholdere på. 

Det kan gå hurtigt opad og nedad 
Jonas Toubøl, som er PhD-studerende på Sociologisk Institut på Københavns Universitet og beskæftiger sig med bl.a. fagforeningernes rolle i samfundet, gav et indblik i en LO rapport om mobilisering og organisering på det danske arbejdsmarked. 
 
Mens medlemstallet i Blik- og Rørarbejderforbundet er stabilt, så falder medlemstallet i flere af LO-forbundene, dog ikke med samme hastighed som de gjorde frem mod 2012. 
 
Jonas Toubøl fortalte, hvordan tingene har det med at accelerere. Hvis organiseringsgraden er over 60 procent på en arbejdsplads, så er det ikke noget problem at få de nye med. Hvis den er under, så bliver det straks værre. 
 
Martin Bruun, faglig organisator i Kreds København, fortalte, hvordan han har arbejdet med medlemsrekruttering. Og Henrik W. Petersen, som er næstformand i forbundet, opfordrede deltagerne til at gå til folk igen og igen, som ikke er organiseret. 
 
- Henrik lagde vægt på, at man skal prøve at forstå, hvad det er for en type menneske, som man står overfor og tilpasse ens argumenter. Og så skal man selvfølgelig gøre det i en ordentlig tone. Og hvis det ikke lykkes første gang, må man på den igen, fortæller Niels Braaby, som melder, at han godt kunne finde på at gentage succesen med en organiseringskonference.